User login

New Tic'ers

  • Kirsten Bødker
  • Vi Dale
  • Vanity Schultz
  • Ashlee Flynn
  • Elianna Nieves

Blog: Støt politikernes business class rejser

TV-Avisen på DR kører her i efterårsferien en nærmest festlig serie om offentligt misbrug af penge på unødige udgifter: flybilletter.
Mandag aften havde TV-Avisen gravet oplysninger frem om en Afrika-kommission, der havde rejst på business class billetter til bl.a. Tanzania. Og i går var det så den grønlandske Selvstyrekommission, som stod for skud. Også her var der rejst på business class. Og det var sandelig også for galt med alt det misbrug af skattekroner.

Særligt mandagens beretning om de flæskefede embedsmænd der mæskede sig på statens regning – på vej ned for at diskutere hungerproblemer med de sultne afrikanere – må være gået rent ind hos det store flertal af TVA-seere. Og da vi fik at vide, at en business class billet var op til syv gange dyrere end en ”normal” billet – tilsat billedet af en udhungret etiopier – var der jo ikke et øje tørt.

Hvad enten du nu – som jeg – synes at det er ret ensidigt fortalt historie – eller du virkelig er dybt forarget over at embedsmænd og toppolitikere sidder foran i flyene, så er TVA i hvert fald sikret et par solide solohistorier i en ellers ret agurketidspræget efterårsferie. Så en eller anden TVA-researcher har nok fået et par ekstra – licensbetalte – basser til kaffen på dén konto.

Men er det ikke på tide at tage de – i denne sammenhæng – helt forsvarsløse embedsmænd og politikere lidt i forsvar. Uanset om det er Enhedslistens Line Barfoed eller Venstres Kim Andersen, der har mæsket sig i champagne og kaviar på skatteborgernes regning, så er de arme folkevalgte jo helt ude af stand til at forsvare sig selv. Og det samme gælder deres embedsmænd.

Jo-jo, i teorien kan de selvfølgelig godt forsvare sig. Men altså – hallo: Ingen politiker uden helt tydelige selvmordstendenser stiller da op som en anden slagtegris i TV-Avisen og forsvarer at han eller hun har brugt 30.000 kr. på at flyve business. Den risikovurdering klarer alle folkevalgte helt uden brug af spin-doctors.

Og hvem hulen skal så forsvare dem; Og dermed egentlig også princippet bag at overhovedet at have business class?

Den opgave synes jeg godt kunne klares af de flyselskaber og rejsebureauer, der gerne vil sælge business class. Også selvom I kan komme til at forsvare en politiker, i ellers er alt andet end enige med – rent politisk. For hvad er det der sker, når TVA kører en kampagne som den, der kører i denne uge…? Jo, der sker ret sikkert det, at politikerne fremover pænt sætter sig bag i flyene. De skal nemlig ikke risikere stemmer på at blive hængt ud som overforbrugende luksusdyr. Så hellere krympe sig sammen på række 32 og skifte champagnen ud med en egenbetalt cola.

Det kunne godt tænkes at forstærke en trend, der allerede er godt på vej: Business class bliver tiltagende umoderne – i TVA bliver den ligefrem gjort umoralsk, i hvert fald hvis man er offentligt ansat. Og når TVA så er færdige med business class billetterne, så kommer turen nok til luksushotellerne, limousineudlejerne osv. For det er jo også bare grundløst spild af skattekroner, eller hvad?

Og når alle de folkevalgte og deres embedsmænd så sidder bagi med deres medbragte madpakker – så er tiden vel inde til at se på, om ikke topchefer og andre frequent travellers fra de private virksomheder også fråser…alt andet lige betyder det vel mindre overskud, færre skatteindtægter og dermed også mistede skattekroner…?

Jeg kan ikke afgøre rimeligheden i at en embedsmand har rejst på business class til Tanzania. Personligt finder jeg det absolut i orden, ærlig talt. Ligesom jeg synes det er rimeligt at samme kundegruppe bor på luksushoteller, tager taxaer, spiser på restauranter og sågar snupper en enkelt fra minibaren - på statens regning.

Men rimelighed er ikke relevant i denne sammenhæng. Det er det til gengæld, at politikere og embedsmænd jo også er kunder hos flyselskaber og rejsebureauer – og de kan faktisk dårligt selv forsvare deres forbrug af rejseudgifter. Så det må andre i givet fald gøre for dem. Vel at mærke hvis de saglige argumenter er til stede. Så måske var det måske en overvejelse værd om I kunne støtte dem med nogle lidt mere nuancerede synspunkter end dem, der bliver bragt i prime time på DR i disse dage?


Du kan se mandagens TVA indslag her

Du kan se tirsdagens TVA indslag her


Hvad synes du selv: Burde TV-Avisen bringe flere nuancer ind i debatten om politikere og embedsmænds brug af business class billetter? Du kan kommentere bloggen nedenfor ved at klikke på Tilføj kommentar.

 #

Reglerne skal følges

Jeg synes mere at sagens kerne er spørgsmålet, om politikerne og embedsmændene skal følge statens rejseregler på området, så derfor synes jeg at bloggen skyder forbi målet.

 

Recent comments