User login

New Tic'ers

  • Kirsten Bødker
  • Vi Dale
  • Vanity Schultz
  • Ashlee Flynn
  • Elianna Nieves

Man kaster ikke med sten når man selv bor i et glashus



Det er ikke alle og enhver beskåret at blive sat til afstemning i Ejvind Olesens vidunderlige fredags-klummer på takeoff.dk. Givetvis er der dem, der ligefrem drømmer om det, og i fredags blev drømmen til virkelig for tic.travel. Desværre ikke ved navns nævnelse – der må trods alt være grænser – men under betegnelsen ”et webmedie”. Det skete under overskriften ”Man slår ikke på nogen der ligger ned”.

Årsagen til, at vi sådan er sat på skafottet af Ejvind Olesen er, at vi her på sitet i onsdags skrev historien om, at Travel House havde stoppet salget af Cimber Sterling-billetter.

Det synes Ejvind ikke vi skulle have gjort. Og for nu ligesom at øge den i forvejen massive vægt bag sit synspunkt, havde han taget det meste af den danske rejsebranche til indtægt som enige.

Ejvind mener, at vi på tic.travel har opført os unfair overfor Cimber, ved at bringe en følsom historie, ”uden at nogen talte med modparten, nemlig Cimber Sterling”.

Ejvind ville have fuldstændig ret, det ville have været aldeles unfair og rigtig dårligt journalistisk håndværk, hvis vi havde bragt artiklen om Travel House og Cimber uden at høre begge parter. Hvis det ellers passede. Men det gør det selvfølgelig ikke. Hvilket Ejvind ville have vidst, hvis han enten havde læst vores artikel færdig, eller havde kontaktet os for en kommentar, inden han satte os til ”afstemning” i sin egen artikel.

Vi bad selvfølgelig Cimber om en kommentar til artiklen, endda skriftligt. Og vi var onsdag eftermiddag og aften adskillige gange i kontakt med flyselskabets pressechef, som gjorde en ihærdig indsats for at få en kommentar fra selskabets ledelse. Af samme grund ventede vi på kommentaren fra Cimber helt frem til kl. 19.30 om aftenen.

Vi forstår inderligt godt diskussionen om, hvornår et medie medvirker til at forstærke en udvikling – god eller dårlig – hos en aktør i rejsebranchen. Vi er også med på, at historien om Travel House’s stop for salg af Cimber Sterling-billetter kunne have – og fik – en negativ effekt for selskabet.  Ligesom det modsatte var tilfældet, da dagbladet Børsen dagen efter meddelte, at Cimber Sterling er tæt på at blive solgt til en ukrainsk milliardær.

Vi synes også at Ejvind bringer en principielt vigtig debat om mediernes rolle frem i sin klumme.

Til gengæld er vi helt uenige med Ejvind Olesen i hans betragtning om, at vi burde have fortiet historien. Vi vil endda tillade os den holdning, at hvis vi havde undladt at bringe historien på grund af et (misforstået) hensyn til Cimber Sterling, så ville vores eksistensberettigelse som nyhedsmedie være alvorligt antastet, og vores læsere kunne ligeså godt læse et af de netmedier, der ser det som deres fremmeste opgave at omskrive pressemeddelelser mod betaling i stærkt rabatterede annoncekroner.

 Og vi kan faktisk føre bevis for, at Ejvind Olesen også må være uenig med sig selv. Se nedenfor, hvordan takeoff.dk – med Olesen som redaktør – i efteråret 2008 skrev om det tidligere Sterling i dagene op til dette selskabs konkurs:

Sterling bør fremlægge regnskabstal


Delte meninger i rejsebranchen om Sterling

Norsk rejsebureaukæde stopper salg af Sterling

De tre ovenstående eksempler er alle hentet i ugen op til Sterlings konkurs i 2008. og vi går da ud fra, at Ejvind også i dag mener, at det var både rigtige og læseværdige artikler, hans eget webmedie dengang publicerede.

Så det er ærlig talt med en vis måben, vi nu ser os udstillet som de rene banditter, fordi vi skriver hvad der sker.

Vi er opmærksomme på, at netop dét at skrive hvad der faktisk sker i rejsebranchen, ikke er en eksercits der udøves specielt flittigt af Ejvind Olesen og takeoff.dk. Og så meget mere grund er der til at kvittere med et dybt buk for, at Ejvind Olesen i sin fredags-klumme tydeligt fremstiller, hvor man kan læse om udviklingen i rejsebranchen, - og hvor man åbenbart ikke kan.

 

 #

Cimber

CimberSterling er ude i noget "skidt". Ingen tvivl om det. Fusionen skulle måske aldrig være sket. Og der er vel nok en grund til, at div direktionsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer, har forladt selskabet. Jeg er ganske uenig med Ejvind Olesen, men accepterer at han nu på onsdag fylder 75 år. Han har VÆRET en KÆMPE i rejsebranchen. Har gjort rigtigt meget godt for den, men der er vel en tid, hvor vi alle skal trække os tilbage. Branchen er ganske anderledes end da han var i DSB hhv Ungdommens Rejsebureau. Idag er det "Kolde kontanter" og bundlinie det drejer sig om. Og CimberSterling leverer desværre ikke varen. Og det må branchepressen selvfølgelig følge op på. Profil og SPIES sagde fra. Hvis Igor også siger "NJET", hvormange vil så følge efter. Du gjorde ret Christian....

 

Recent comments